BIOGRAFKLUB DANMARK

Biografklub Danmark har valgt de 10 film, der udgør Biografklubbens sæson. Der venter det danske biografpublikum et stjernespækket filmprogram fyldt med både danske og udenlandske film.

Med et medlemskab til Biografklub Danmark gives der halv pris på biografbilletten til en række udvalgte kvalitetsfilm i de danske biografer.

SÆSON 2024-2025

MØRKELAND - Biografpremiere 22. august
LEE - Biografpremiere 26. september
WE LIVE IN TIME - Biografpremiere 24. oktober
VEJEN HJEM - Biografpremiere 28. november
HERE - Biografpremiere 16. januar 2024
BRIDGET JONES: VILD MED HAM - Biografpremiere 13. februar 2024
UNDER STJERNERNE PÅ HIMLEN - Biografpremiere 20. marts 2024
VI HAR STADIG I MORGEN - Biografpremiere 24. april 2024
FOR FULD MUSIK - Biografpremiere 22. maj 2024
HJEM KÆRE HJEM - Biografpremiere 19. juni 2024

Medlemskaber kan købes i vores billetsalg eller på www.biografklubdanmark.dk hvor du også kan læse mere om klubben.

VEJEN HJEM

Biografpremiere 28. november

vor langt er du villig til at gå for at redde dem, du elsker? Det spørgsmål tvinges Christian (Nikolaj Lie Kaas) til at svare på, da han lader sig smugle ind i Syrien i en desperat søgen efter sin eneste søn, Adam, der er blevet radikaliseret. Det er en livsfarlig og selvransagende rejse ind i et brutalt, krigshærget land. Og efterhånden indser Christian, at han må være villig til at ofre alt, hvad han tror på, for at blive genforenet med sin søn.

‘Vejen hjem’ er et stærkt og medrivende drama om afmagt, tilgivelse og kærligheden til vores børn. ‘Vejen hjem’ er instrueret af Charlotte Sieling, hvis seneste film var storfilmen ‘Margrete den Første’. Denne gang er handlingen rykket fra senmiddelalderen i Danmark til krigen i Syrien. Nikolaj Lie Kaas spiller hovedrollen, og han har lært at tale arabisk til rollen som Christian. Det er Lie Kaas’ første hovedrolle siden ‘Kollision’ fra 2019, som også var
en del af biografklubbens program.

HERE

Biografpremiere 16. januar

Filmens titel refererer til et sted, nemlig det hus, der danner rammen om hele fortællingen. ‘Here’ er en rørende film om flere familier og deres liv i det samme hus. Historien rejser gennem både tid og generationer og centrerer sig omkring opholdsstuen i det hus, hvor familierne bor. Med sit originale og kunstneriske fortællegreb indfanger filmen den menneskelige fortælling i sin reneste form.


Det er 30 år siden, at mesterværket ‘Forrest Gump’ tog verden med storm. Nu er Tom Hanks, Robin Wright, instruktør Robert Zemeckis og manuskriptforfatter Eric Roth endelig tilbage igen. Denne gang har de valgt at filmatisere den grafiske roman ‘Here’ fra 2014. Historien indfanger livets essens med alt, hvad det indebærer af kærlighed, tab, latter og hverdagens små mirakler.

BRIDGET JONES: VILD MED HAM

Biografpremiere 13. februar

Det er tid til at få rørt lattermusklerne, når den charmerende filmsingle Bridget Jones vender tilbage i et nyt og morsomt kapitel af sit dagbogsliv.
Hun har mistet sin mand, Mark, for fire år siden og lever alene med sine to små børn. Efter flere år med stor sorg er hun nu klar til at bevæge sig ud i datinglivet igen. Men siden Bridget sidst var single, er der sket en del! Nu skal hun orientere sig i alverdens nye dating-apps, sociale medier og onlinedating. Det giver naturligvis anledning til masser af misforståelser og pinligheder.


Vi har fulgt Bridget Jones’ op- og nedture gennem de seneste 23 år. Den nye film er også baseret på Helen Fieldings roman af samme navn og tager udgangspunkt i Bridgets rolle som mor. Udover en masse nye karakterer kan fans af filmserien glæde sig til et gensyn med Hugh Grants charmerende og karismatiske Daniel Cleaver, og Emma Thompson ses igen i rollen som Dr. Rawlings. Nye stjerner er også med i filmen, hvor blandt andre unge Leo Woodall charmerer sig ind i Bridgets nye datingliv.

UNDER STJERNERNE PÅ HIMLEN

Biografpremiere 20. marts

‘Under stjernerne på himlen’ er et portræt af en af dansk popkulturs største stjerner, Tommy Seebach, der i 1979 ved et skæbnetræf fik mulighed for at deltage ved Dansk Melodi Grand Prix med det store hit ‘Disco Tango’. Men det er samtidig en familiehistorie – et drama om en far, der kom så langt ud i sit misbrug, at han måtte flytte fra sin kone og børn, før han endelig forstod og fik vist dem, hvad de betød.


Det er en fortælling om en stor personlighed, som på sin egen måde blev det popmusikalske samlingspunkt for en hel generation. Præcis som hans søn Rasmus Seebach er blevet det for den næste generation. ‘Under stjernerne på himlen’ er en hyldest til en popkunstner, hvis ikoniske sangskat har dannet soundtrack til rigtig mange danskeres liv. Sange, som længe efter Tommy Seebachs alt for tidlige død har levet videre i os alle.

VI HAR STADIG I MORGEN

Biografpremiere 24. april

Delia bor i efterkrigstidens Rom og har fået indfriet sine to største drømme i livet: at blive hustru og mor. Hun bor sammen med sin
temperamentsfulde mand, Ivano, og deres tre børn. Deres datter skal giftes med en ung mand af fin familie. Livet er ikke altid en dans på roser, men Delia har en veninde, som hun deler gode stunder med. Delia er nødsaget til at favne og acceptere sin skæbne – på godt og ondt. Indtil et mystisk brev lander i postkassen.


’Vi har stadig i morgen’ er en vidunderlig, bevægende og helt speciel film, som ved første øjekast kan virke smal og kunstnerisk i sin sorthvide fotografering. Men med over 5 millioner solgte billetter overgik filmen ‘Barbie’ i de italienske biografer. Det er en film, der bevæger sit publikum, og som man ikke glemmer lige med det samme. Både publikum og anmeldere fra hele verden knuselsker filmen.

FOR FULD MUSIK

Biografpremiere 22. maj

Thibaut er en internationalt anerkendt dirigent, som rejser verden rundt. Da han ved et tilfælde finder ud af, at han er adopteret, opdager han også, at han har en lillebror, Jimmy, som arbejder i en skolekantine og spiller basun i et lille marchorkester. De to brødre er hinandens modsætninger – undtagen når det kommer til deres kærlighed til musik. Thibaut fornemmer sin brors musikalske talent og beslutter sig for at rette op på skæbnens uretfærdighed, og Jimmy begynder at drømme om et andet liv.


Instruktør Emmanuel Courcol fortsætter i sin tredje spillefilm (efter ‘Cessez-le-feu’ i 2016 og ‘Un Triomphe’ i 2020) med at udforske temaer som social arv og klasseforskelle, samtidig med at han i denne film fremhæver musikkens samlende kraft. Filmen havde premiere på Cannes Film Festival 2024. ‘For fuld musik’ er en følsom og melodisk film, der sætter fokus på musik og meningsfulde relationer.

HJEM KÆRE HJEM

Biografpremiere 19. juni

Sofie er alenemor og har startet nyt job i hjemmeplejen. Hun skal balancere mellem det krævende job blandt lokalsamfundets borgere og hverdagen med sin datter. Snart oplever Sofie, hvor presset hverdagen er for de ansatte i hjemmeplejen, og selvom hun hurtigt får styr på jobbet, må hun kæmpe for at nå alle opgaverne og yde en god service overfor både de ældre og deres pårørende. ‘Hjem kære hjem’ er en varm og autentisk fortælling om, hvad der sker, når man ikke kan yde omsorg overfor de mennesker, man holder allermest af.


‘Hjem kære hjem’ er skrevet og instrueret af Frelle Petersen, der også står bag de Bodilvindende sønderjyske spillefilm ‘Onkel’ og ‘Resten af livet’. Med denne film afslutter Frelle Petersen dermed sin hjemstavnstrilogi, der har givet et nært, autentisk og intenst indblik i lokalmiljøet i Sønderjylland.